Sony har hidtil ikke været bange for at lukke skæve oplevelser ind på deres PlayStation-platform, og Entwined er det nyeste påfund, der desværre forsvinder fra radaren lige så hurtigt, som det dukkede op på den.
Sony tog fusen på alle, da de både offentliggjorde og lancerede Entwined på én og samme dag under E3-messen i juni måned. Spillet er udviklet af Sonys nye udvikler Pixelopus – et studie, der er sammensat af nyudklækkede spiludviklere og designere – og er ikke nogen stortitel eller blockbuster. Det falder mest i kategori med spil som Flower og Journey, hvor æstetikken oftest vejere tungere end det dybe gameplay.
I Entwined styrer man to forelskede skæbner – en fisk og en fugl – der forevigt er dømt til at være adskilte. Rent spilmekanisk er det dog mere ligetil, for skærer man ind til benet, styrer man farverne gul og blå gennem en række farvede gule, blå og grønne portaler. De to væsener har hver deres halvcirkel på skærmen, og rykker man dem sammen i enten toppen eller bunden af skærmen, bliver gul og blå til grøn. Det gælder om at holde tungen lige i munden, for hvert af de to væsener opsamler energi, og får de hamstret nok af den, smelter de sammen og bryder igennem en barriere til en ny verden, hvor de som et dragevæsen for en kort stund flyver frit rundt, før de er klar til næste omgang adskillelse.
Med spil som Flower og Journey in mente har Entwined dog langt endnu. Flowers afslappede zen-ligegyldighed og Journeys sammensurium af visuelle stimuli og eksotiske lydlandskaber er langt foran Entwined. Trods dét at Entwined er skarpt skruet sammen på billedsiden og har et udmærket lydspor til at bakke spillet op, bliver det bare aldrig helt lige så gribende som de andre spil.
Måske skjuler der sig en dybere metafor et sted i Entwined. Måske handler det om noget andet, og dybere, end bare fugl, fisk eller midt imellem. Det kan være, at det hele i virkeligheden handler om sex, og man flyver to snørklede dillerdyr i halvcirkler, til de når det farverige klimaks og krukken med guld for enden af regnbuen. Eller måske er det en opmuntrende fortælling om, at intet er uoverkommeligt, selvom vejen dertil måske ikke helt var, som man regnede med. Hvad end der er meningen, træder det ikke nok i karakter, og slutresultatet er, at Entwined ikke er meget mere end pænt at se på og rart at lytte til – men ikke udpræget interessant at spille. Det kunne godt have været meget mere Flower eller Journey, men Pixelopus vakler stadig meget i konstruktionen af deres fortælling. Til gengæld har de meget godt styr på lyd og billede, og her er Entwined værd at opleve, hvis man kan holde tungen lige i munden i den del af spillet, der foregiver at indeholde gameplay.
6/10
Spillet er testet på PS4. Læs om vores karaktersystem her.